VW Passat tager førstepladsen som årets firmabil

På top 10-listen over firmabiler hos én af Danmarks førende virksomheder inden for leasing af firmabiler, ALD Automotive Danmark, er VW Passat kåret som årets absolutte førsteplads. I 2015 måtte VW Passat se sig slået af Ford Mondeo, der denne gang er røget helt ned på en 4. plads. VW Passats topplacering skyldes blandt andet en opgradering af udstyr inkluderet i prisen, hvilket har gjort bilen særligt eftertragtet for firmabilister i år. Brugernes krav til, hvad en firmabil skal kunne, vægter i høj grad kvaliteten af bilens køreegenskaber, sikkerhed og komfort. Det er netop på baggrund af en overlegenhed på disse felter, at VW Passat i år er løbet (eller rettere sagt ’kørt’) med førstepladsen. De resterende bilmærker på top 10-listen i 2016 består af seks konkurrenter i premium-klassen, nemlig BMW, Mercedes, Ford, Skoda, Audi og Opel. Foruden VW dominerer Audi og Mercedes, alle tre med hele to modeller på listen.

En arbejdsplads på fire hjul

Når en virksomhed skal på jagt efter ny firmabil, stilles en række krav til bilens formåen både som transportmiddel og arbejdsplads. I rigtig mange virksomheder bruger medarbejderne umådeligt mange timer på de danske veje, både når de skal til og fra arbejde og også som en iboende del af jobbet. Eksempelvis som sælger, forsikringsassurandør, VVS’er eller ejendomsmægler er køretiden ekstraordinært stor, fordi det lige præcis i disse jobs er dig, der besøger kunden og ikke omvendt. Disse beskæftigelser udgør naturligvis kun en brøkdel af de mange tusinde erhverv, der er helt og holdent afhængige af en velfungerende firmabil. Firmabilen fungerer altså delvist som en arbejdsplads for bilisterne, og derfor er kvaliteten og funktionaliteten af bilens indretning og egenskaber af enorm betydning. Disse inkluderer overordnet tre essentielle elementer, nemlig bilens køreegenskaber, sikkerhed og komfort. På disse områder brillerer VW Passat netop ved at tilbyde en række ekstraudstyr, der er med til at øge køreglæden og sikkerheden for modellens mange brugere. På listen over attraktivt udstyr gør VW Passat sig blandt andet bemærket med opvarmet rat, parkeringssensor, automatgear, bagsædeplads og adaptiv fartpilot. Intelligente innovationer som Front Assist og City Emergency Brake samt træthedsregistrering, der advarer i tilfælde af ukoncentreret kørsel, er med til at forebygge sammenstød og hæver dermed Passatens sikkerhedsniveau og placerer den helt oppe i den suveræne topklasse. Som det fremgår af listen over eksklusivt udstyr, går VW Passat altså hverken på kompromis med sikkerheden eller komfortegenskaberne. Derudover er bilens kraftfulde motor indrettet til at spare på brændstoffet, så du kan køre langt på literen.

Syv biler i topklassen

Som det fremgår af ALD’s top 10-liste nedenfor, er det altså syv biler af topkvalitet, der i snart årevis har konkurreret om den stadigt skiftende førsteplads. Efter at have været helt ude af konkurrencen er BMW tilbage på listen med sin 3-serie, som endda placerer sig på en 2. plads. BMW’en bliver gjort selskab af VW Touran, Opel Astra og Mercedes E-klasse som nye skud på stammen af firmabiler i topklassen for året 2016.

ALD Automotive Danmarks top 10 over mest populære firmabiler i 2016

(med sidste års placering i parentes):

 

2016 Personbil

– mærke og model

1.     (2) VW Passat
2.     (Ny) BMW 3-serie
3.     (3) Mercedes C-Klasse
4.     (1) Ford Mondeo
5.     (Ny) VW Touran
6.     (5) Skoda Octavia
7.     (6) Audi A3
8.     (7) Audi A4
9.     (Ny) Opel Astra
10.   (Ny) Mercedes E-Klasse

 

 

Utilfredshed med sænkning af reparationsgrænsen

Den netop indgåede finanslovsaftale mellem Venstre-regeringen, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti betyder en genindførelse reparationsgrænsen på 65 procent. Det skaber stor utilfredshed og ærgrelse hos diverse autoerhverv, der mener, at det er en ulogisk og direkte beskæftigelseshæmmende lov. Håndværksrådet, SKAD og Autobranchen Danmark går forrest i protesterne mod finanslovsaftalens fastholdelse af den lave reparationsgrænse.

Med denne lovændring må trafikskadede biler aflives, hvis prisen på reparationen overstiger 65 procent af bilens handelsværdi inden trafikskaden. Det er ifølge chefkonsulent i Håndværksrådet en aflivning af en masse levedygtige biler. ”Det er ærgerligt, at regeringen sammen med resten af blå blok vælger at lade reparationsgrænsen på trafikskadede biler falde til 65 procent ved årsskiftet. Dermed totalskader man administrativt ca. 3000 biler, som ud fra et miljøhensyn burde være repareret. Samtidig skrotter man reelt en lang række arbejdspladser og lærepladser i autoreparationsbranchen,” lyder det fra Lars Magnus Christensen. Ifølge Christensen totalskader forligspartierne omkring 3000 levedygtige biler, hvilket både går ud over miljøet og beskæftigelsen i autobranchen.

En enorm miljøbelastning

Genindførslen af reparationsgrænsen på 65 procent er særdeles miljøskadeligt, idet cirka 3000 biler efter sigende vil blive skrottet og dermed erstattet med ny-producerede biler, sådan lyder en del af kritikken fra flere stemmer i debatten. I de to foregående år, 2014 og 2015 har grænsen for, hvornår en bil kvalificerer sig til reparation frem for totalskademærkning ligget på 75 procent af bilens værdi før skaden.

At der overhovedet eksisterer en reparationsgrænse fastlagt af politiske forligsparter, skaber under hos Lars Magnus Christensen. ”Reparationsgrænsen er i forvejen en politisk fastsat og unaturlig grænse for, hvor skadet en bil må være for at blive repareret. Hvad værre er, så sættes reparationsgrænsen per 1. januar 2016 ned til 65 pct., hvilket vil medføre endnu større bilspild og dermed øget CO2-belastning, når nye biler produceres til erstatning for de knap 3000 ekstra skrottede biler, som sænkingen vil medføre sammenlignet med i dag,” udtaler Christensen.

Tabte arbejdspladser

Direktør for AutoBranchen Danmark, Jens Brendstrup mener ligesom Håndværksrådet, at en fastholdelse af reparationsgrænsen på 75 procent havde gavnet både miljøet og beskæftigelsen. ”Vi konstaterer med betydelig skuffelse, at en ændring af reparationsgrænsen ikke er en del af regeringens finanslov. Det undrer os, da en fastholdelse af den højere grænse for, hvornår en beskadiget bil skal erklæres totalskadet er en nem, effektiv og billig måde at genskabe de arbejdspladser, som er gået tabt på landets autoværksteder. Derudover er der en markant miljøforbedring forbundet med forhøjelsen af reparationsgrænsen,” fortæller Jens Brendstrup.

Autobranchen Danmark har i samarbejde med øvrige aktører fra autoerhvervet for nylig præsenteret regeringen for en rapport, der dokumenterer den positive effekt forhøjelsen af reparationsgrænsen har haft på beskæftigelsen de to foregående år. Det fremgår af dokumentationen, at grænsen på 75 procent har skabt et stort antal jobs på Danmarks autoværksteder, og at en tilbagevending til 65 procent vil være lig med en nedlæggelse disse arbejdspladser.  ”Med regeringens ambitioner om at skabe vækst og jobs er det uforståeligt, at man ikke har fastholdt grænsen på de 75 procent i finansloven for 2016,” fastslår Jens Brendstrup, der ufortrødent fortsætter arbejdet med at få budskabet til at sive igennem til politikerne på Christiansborg.